Før jeg begynder beretningerne, ligger det vist på sin plads at smide en
lille undskyldning for den manglende aktivitet på bloggen. I de sidste 10 uger
har jeg brugt 2 uger på adventuretur, 3 uger på skolen, 2 uger i Zambia
som grænser op til Tanzania og lidt over 3 ugers afslutning på skolen.
Det er svært at komme med nogen konkret grund til den manglende deling
af oplevelserne, men de 3 uger efter adventureturen har været så fantastiske på
skolen, at tiden (og motivationen) til at ligge 2 timer i et indlæg om
adventureturen ikke har presset sig ind - desværre. I stedet skal i nu få en
detaljeret beskrivelse af hvad mine to netop afsluttede uger har stået på, og
skal mine adskillige blogindlæg rangeres efter eventyr, så kommer i til at læse
oscar-vinderen nu, ingen tvivl om det!
Rejseuge? Er alle fire måneder ikke en rejse? Jo. Rejseugen er faktisk
to uger, hvor alle elever har frie tøjler til at rejse rundt i Afrika - og gøre
præcist hvad de ønsker, uden lærenes indblanding. Det var denne mulighed jeg i
første omgang ville bruge til at bestige Kilmanjaro, men efter længere tids
overvejelse valgte jeg i stedet at bevæge mig sydpå i det afrikanske kontinent.
Jeg allierede mig med min gode kammerat og roommate Emil, og alt imens der var uvejr på øen (se ovenstående billede) besluttede vi os for at Zambia skulle være destinationen. Landet er kendt for
en fantastisk natur, stærkt ført an af Victoria Falls - som det vandfald i
verden hvor der løbet mest vand igennem, og vist verdens andet største tilmed.
Dertil er byen Livingstone (opkaldt efter David Livingstone der som første
europæer opdagede Victoria Falls) en af de største oplevelsesbyer i Afrika, som
i senere vil høre meget mere om.
Transportmidlet skulle noget overraskende være tog, nærmere bestemt
"Tazara" toget, som er en toglinie mellem Tanzania og Zambia der
gennem 46 timer gennem bjergområder og nationalparker fragter dig fra a til b i
en lille kabine til små 200 kroner. Umiddelbart lyder det fantastisk, men uden
at træde på nogen - så er vi i Afrika, og der skal ting gå galt. Hvordan? Lad
os skrue tiden et par uger tilbage.
Med et sæt vågner jeg til en ubehagelig lyd, som jeg desværre har vænnet
mig til hernede - morgenbøn. I Danmark er enten a- eller b-menneske sikker
inventar i en personkarakteristik, men i Afrika har man kun a- og a-mennesker.
Klokken er 05.00, datoen siger mandag d. 14 maj og præsten skriger
noget udover landsbyen som jeg ikke forstår. I dag er jeg ham taknemmelig,
fordi på trods af det "faktum" at jeg kl 08.00 skal have en
taxa ind til storbyen, så står min backpack på gulvet - og alt tøjet rundt
omkring i værelset, altså ingen pakning! På gode drengemanerer får jeg smidt en
masse sporadisk tøj ned i tasken (dog rullet så det fylder mindre - tak for
tippet til min kæreste) og er derefter good-to-go!
En lille time ankommer vi til "hovedstaden" på Zanzibar - også
bedre kendt som Stone Town. Fra førnævnte by går færgen ind til selve Tanzania,
og derfra går vores tog. Efter en excellente morgenmad indtager vi vores
premium seats på den noget ydmyge færge. Lidt gyngeri og noget opkast (ikke fra
undertegnede) senere står vi i Dar És Salaam og forsøger at preje en hyrevogn
til Tazara trainstation. Da vi ankommer til stationen, møder en hal fyldt med
vandrette afrikanere os - og uden racistiske undertoner, så er vi alle glade
for første klasse bookningen, da vi kommer ind i "vores" eget rum,
hvor man har flottet sig og placeret en snes sofaer.
Vi får dog hurtigt fiflet os frem til at der går busser fra Zambias
grænse og videre til hovedstaden, hvor første stop på turen er. Der er dog
stadig 6 timer til togafgang, så Emil og jeg hopper på hver vores
motorcykeltaxa og kører derefter mellem biler til det nærmeste storcenter. Her
får vi set en film i biffen, "leget" i et funland og ellers købt en
masse snacks og sjov til den lange togtur! I godt selskab går turen hurtig, og
derfor føles det som at der er gået en time, da vi klokken 22.15 ser
vores første klasses kabine, hvis størrelse ikke just er imponerende.
Turen går uden skavanker, og efter 2 gange kylling med ris er vi i
grænsebyen Mbeya klokken 21. Med backpacksne på ryggen forsøger vi at finde
en taxa, og vi ender med at falde i snak med en Zambianer det sørger for en
lille minibus der fragter os til en by tættere på grænsen, hvor vi på et hotel
fyldt med søde edderkopper overnatter natten over. Lyden af vækkeuret er som en
dårlig drøm, for de næste timer står på kaotisk grænse- og visumtjek før vi
skal sidde i bus i lang lang tid.
Papirarbejdet bliver klaret uden de store problematikker, og endelig står vi foran busstationen. Det er lowseason for turister i Afrika, så adskillige ansatte fra diverse busselskaber hiver og flår i os som om vores underskrift er det der skaffer brød på morgenbordet dagen efter, og måske det er det? Størstedelen af vores gruppe vælger en bus til Lusaka (hovedstaden), men på togturen har Emil, fire piger og jeg læst om en verdenskendt chimpanse-børnehjem som ligger i en by 300 kilometer fra Lusaka, og da vi ser byens navn (Ndola) på en af busselskabernes destinationstavler er vi overbeviste - det skal vi se!
Vi sætter os ind i bussen, og har på daværende tidspunkt en bustur på 14
timer foran os. Den går egentligt som smurt indtil midnatstid, hvor vi stopper
på en rasteplads og bussens chauffør kommer ned til os seks danskere bagerst i
bussen, som også er de eneste hvide, og fortæller at grundet overvægt på bussen
skal vi ud i en taxa og køres 3 kilometer frem mens bussen længere henne bliver
tjekket på vægtstationen, og derefter bliver vi så hentet igen. Vi stiller
spørgsmål til proceduren, men vælger alligevel naivt at gå ud af bussen, og
sætte os ind i en personbil med en fremmed mand. Det er kun Emil og jeg,
pigerne bliver i bussen efter en diskussion med chaufføren som vi desværre ikke
når at være en del af.
Få timer efter den ubehagelige oplevelse steg vi sent om natten ud af
bussen, fandt vores bagage og fik fat i en taxa der kørte os til et hotel hvor
vi sov i små 3 timer. Efter den korte nattesøvn brainstormede vi dagens plan,
og det var der at en af pigerne smed ideen om at leje en bil op. Vi fandt
lynhurtigt et udlejningsfirma, og til vores store fornøjelse havde de en stor
”minivan” med plads til 14 mennesker, og til trods for at vi kun var seks
mennesker, så skrev vi lynhurtigt under på kontrakten, og ejede derfor bilen de
næste 3 dage.
Hurtigt fik vi smidt vores backpacks ind i bilen, og
efter et kort stop i et supermarked til indkøb af snack, var næste destination
chimpanse ”børnehjemmet”, som vi glædede os meget til. Efter 4 timer på de
noget bumlede afrikanske veje, var vi fremme – og fik i første omgang tildelt
et telt vi kunne sove i, og derefter tilmeldt os til den ”bushwalk” som vi skal
til dagen efter klokken 8 om morgenen. En bushwalk er en ”donation” på 100
dollars (for selve projektet), og for de penge får man lov at deltage i en to
timers gåtur i skoven med 5 små chimpanser.
Efter en hård og kold nat stod vi klar, og fik i
første omgang instrukser til hvordan vi skulle agere, og samtidig fik vi blå
dragter på – proppet med slik og nødder til de små chimpanser. Få minutter
efter stod vi som statuer, da 5 små chimpanser blev ”lukket” ud, og hoppede og
klatrede på os for at få slik. Efter at de havde ”undersøgt” os, fik vi lov at
gå med dem, give dem svingture, og i det hele taget bare lege med dem. Alle
danskere støder igennem livet flere gange på Darwins teori om at vi stammer fra
aberne, og som udgangspunkt er det svært for mange at relatere til, da det
trods alt er et dyr, men når man pludselig nærstudere alt fra negle, hænder,
motorik og til ansigtsudtryk finder man ud af at det jo rent fysisk næsten kun
er den bøjede gågang der skiller os.
Efter vores gode snak med den lave Sheila, satte vi os
ind i bilen igen – og kørte mod Zambias hovedstad Lusaka. Det var blot et lille
stop før vi skulle videre ned til endedestinationen Livingstone, men der var en
lille Champions League finale den pågældende dag, som nogle af af måtte se – så
vi kunne time det med at se den, og derefter køre hele natten, og være i
Livingstone ved daggry.
På trods af uortidokse politibetjente, ramte vi med
kort forsinkelse et storcenter i Lusaka, og satte os til at få en stor bøf –
mens Emil og Jeg løb over til et nærlæggende casino for at se kampen, alt imens
de andre ventede på maden. Det timede sig desværre således, at kampen endte i
ekstratid – så jeg måtte skynde mig tilbage og konsumere en stor bøf på
rekordtid, før jeg i halvløb drog tilbage til casinoet. Kampen blev set
færdigt, og grundet at vores chauffør (Lone - den eneste på turen der havde
kørekort) skulle have ekstra søvn, så tog vi ud og drak nogle øl, og vendte
halvfulde tilbage til bilen kl. 4, hvor Lone satte sig til at køre mod
Livingstone. Fantastisk!
Efter en nat hvor den dybe søvn blev eksemplificeret til den store guld
medalje, var vi søndag morgen klokken 9.00 ved Jollyboy Backpackers – en lodge
som vi havde booket værelse på, og som kunne arrangere forskellige ture rundt
omkring i Livingstone. Efter at have indlogeret os, og fået sat vores ting
skulle vi finde en tur til dagen efter, og efter gennemlæsning af
aktivitetsbogen, besluttede vi os for at besøge et lokalt projekt der ligesom
chimpanse børnehjemmet, henter truede løver og som socialisere dem i
forskellige faser, før man sender dem ud i specielle fredede skove. En af
faserne er at man vænner dem til naturen med en gå tur hver dag på savannen, og
ved en donation kan man så gå med på denne tur, hvilket vi valgte.
Ligesom Chimpanseturen, var dette også virkelig en oplevelse – og
vanvittig surrealistisk eftersom man som barn altid har set løven som “det
farlige dyr” når ens forældre til stor nydelse for en, har lavet tur til ZOO.
Lige præcis derfor var det en stor oplevelse at gå få meter fra en ganske stor
love, og endda nusse den. Før vi drog ud på turen, fik vi en masse instrukser I
hvad vi ikke matte gore – og heriblandt var der krav om ingen løb, ingen
hurtige bevægelser og såfremt løven kiggede på en I mere end 2 sekunder skulle
man råbe “NO!”. Altså var det ikke blot en turisttur for familien Danmark. Alt
I alt igen en suveræn tur.
Om aftenen var det så tid til et såkaldt “Sunset Cruise” som er små 3
timer på en båd I den flotte Zambezi River, med dertilhørende mad og drikke ad
libitum. Emil og Jeg havde hørt rygter om at der ville være mange unge, så vi
havde trukket I festtøjet og havde allerede en øl I hånden da vi var ved at
skulle hentes. Mad og drikke ad libitum var der, men unge mennesker skulle man
kigge længe efter – for gennemsnitsalderen var vel oppe og ramme de 60-65 år.
Det slog os dog ikke ud, og forventningerne skulle bare omlægges, så det blev
til en aften med gode Gin & Tonic’s og en masse gode snakke. Jeg snakkede
blandt andet med kaptajnen på båden, som var den mest reelle mand jeg har mødt
hernede, og som virkelig havde et godt hjerte. Jeg snakkede med ham om lykke og
hvad der gjorde ham glad, og her var det bestemt hans born der betød alverden.
Jeg synes han havde et spændende job, og jeg husker selv hvor imponeret jeg var
af min far, da han inviterede mig med på hans arbejde som lille – så da jeg fik
svaret at hans born aldrig havde været på båden, blev jeg nødt til at donere
den kære mand hvad der svare til hans månedsløn (200 kr.) så hans born kunne
komme med på båden en enkelt aften. Jeg har sjældent set en så glad og lykkelig
mand.
Vi drog hjem efter en tur som ikke gik som vi havde forventet, men alligevel endte som en indholdsrig og god aften. Turen gik derefter hjemad mod sengen, for dagen efter skulle vi besøge Livingsstones største attraktion, nemlig Victoria Falls – et af verdens største vandfald, og tilmed indehaver af en af verdens højeste bungee jumps. Vækkeuret ringede og jeg stod foran en dag, hvor jeg ville overskride nogle grænser som jeg aldrig havde forventet at skulle nærme mig. Bungee Jumpet ved Victoria Falls er ud fra en bro, og du når at være I frit fald I 111 meter, hvilket svarer til ca. 4 sekunder. Derudover er stedet kendt for at uheldigvis være “vært” for en ulykke I December 2011, hvor en australsk kvinde i sit spring var så uheldig at snoren knækkede så hun blev kastet ned blandt krokodiller og flodheste, men heldigvis overlevede springet.
Efter denne tur var pengepungen sluppet op, og den sidste dag brugte vi
på at besøge et museum, et lokalt marked og spille en masse bordtennis på vores
lodge. Om fredagen (2 dage efter) skulle vi med toget hjem (forhåbentligt hele
vejen denne gang) mod Zanzibar igen. Efter et par lange rejsedage satte vi os
ind I toget fredag kl. 14 med forventet ankomst søndag kl. 12. Vi er åbenbart
ikke født under en lykkestjerne, I hvert fald ikke I følge det tanzanianske
jernbaneforbund, for den tur der skulle have taget 46 timer, endte ud med at
tage 94. 94 timer sad vi I et tog, og jeg må indrømme at jeg virkelig håber jeg
ikke er den der går forrest I brokkeriet, når DSB er 10 minutter forsinket.
Hjem kom vi I hvert fald, og det var rart at se alle på skolen – selvom vi lige
havde haft den bedste tur man kunne ønske sig. En tur hvor jeg oplevede ting
jeg aldrig kommer til at opleve igen.
I skrivende stund sidder jeg nu og færdiggører denne blog, små 6 timer
før vi forlader højskolen, og det er egentligt tid til at gore status over mit
ophold. Det er svært at beskrive med ord hvordan det har været, men jeg tror
jeg vil bruge ordet “magisk”. Jeg har haft de bedste 4 måneder I mit liv, og jeg
er ikke et sekund I tvivl om at det var det rigtige at gore! Jeg kommer til at
savne menneskerne, vejret, omgivelserne, VOLLEY og I det hele taget den
afrikanske livsstil, hvor man sætter mere pris på det rigtige ting I min optik.
Alligevel er jeg også klar over at det er et kapitel I mit liv det er
overstået, og at jeg glæder mig til at se alle de mennesker jeg holder af
derhjemme, og til at skulle studere til sommer og hvad denne sommer ellers
indeholder.
Hakuna Matata, for sidste gang. Tak for alt Afrika!
No comments:
Post a Comment