Bungee og farvel!

Før jeg begynder beretningerne, ligger det vist på sin plads at smide en lille undskyldning for den manglende aktivitet på bloggen. I de sidste 10 uger har jeg brugt 2 uger på adventuretur, 3 uger på skolen, 2 uger i Zambia som grænser op til Tanzania og lidt over 3 ugers afslutning på skolen.

Det er svært at komme med nogen konkret grund til den manglende deling af oplevelserne, men de 3 uger efter adventureturen har været så fantastiske på skolen, at tiden (og motivationen) til at ligge 2 timer i et indlæg om adventureturen ikke har presset sig ind - desværre. I stedet skal i nu få en detaljeret beskrivelse af hvad mine to netop afsluttede uger har stået på, og skal mine adskillige blogindlæg rangeres efter eventyr, så kommer i til at læse oscar-vinderen nu, ingen tvivl om det!

Rejseuge? Er alle fire måneder ikke en rejse? Jo. Rejseugen er faktisk to uger, hvor alle elever har frie tøjler til at rejse rundt i Afrika - og gøre præcist hvad de ønsker, uden lærenes indblanding. Det var denne mulighed jeg i første omgang ville bruge til at bestige Kilmanjaro, men efter længere tids overvejelse valgte jeg i stedet at bevæge mig sydpå i det afrikanske kontinent.

Jeg allierede mig med min gode kammerat og roommate Emil, og alt imens der var uvejr på øen (se ovenstående billede) besluttede vi os for at Zambia skulle være destinationen. Landet er kendt for en fantastisk natur, stærkt ført an af Victoria Falls - som det vandfald i verden hvor der løbet mest vand igennem, og vist verdens andet største tilmed. Dertil er byen Livingstone (opkaldt efter David Livingstone der som første europæer opdagede Victoria Falls) en af de største oplevelsesbyer i Afrika, som i senere vil høre meget mere om.

Transportmidlet skulle noget overraskende være tog, nærmere bestemt "Tazara" toget, som er en toglinie mellem Tanzania og Zambia der gennem 46 timer gennem bjergområder og nationalparker fragter dig fra a til b i en lille kabine til små 200 kroner. Umiddelbart lyder det fantastisk, men uden at træde på nogen - så er vi i Afrika, og der skal ting gå galt. Hvordan? Lad os skrue tiden et par uger tilbage.

Med et sæt vågner jeg til en ubehagelig lyd, som jeg desværre har vænnet mig til hernede - morgenbøn. I Danmark er enten a- eller b-menneske sikker inventar i en personkarakteristik, men i Afrika har man kun a- og a-mennesker. Klokken er 05.00, datoen siger mandag d. 14 maj og præsten skriger noget udover landsbyen som jeg ikke forstår. I dag er jeg ham taknemmelig, fordi på trods af det "faktum" at jeg kl 08.00 skal have en taxa ind til storbyen, så står min backpack på gulvet - og alt tøjet rundt omkring i værelset, altså ingen pakning! På gode drengemanerer får jeg smidt en masse sporadisk tøj ned i tasken (dog rullet så det fylder mindre - tak for tippet til min kæreste) og er derefter good-to-go!

En lille time ankommer vi til "hovedstaden" på Zanzibar - også bedre kendt som Stone Town. Fra førnævnte by går færgen ind til selve Tanzania, og derfra går vores tog. Efter en excellente morgenmad indtager vi vores premium seats på den noget ydmyge færge. Lidt gyngeri og noget opkast (ikke fra undertegnede) senere står vi i Dar És Salaam og forsøger at preje en hyrevogn til Tazara trainstation. Da vi ankommer til stationen, møder en hal fyldt med vandrette afrikanere os - og uden racistiske undertoner, så er vi alle glade for første klasse bookningen, da vi kommer ind i "vores" eget rum, hvor man har flottet sig og placeret en snes sofaer.

På papiret hedder afgangen 14.30, men Afrika er nu Afrika og da klokken er 16.00 er toget endnu ikke ankommet. Der går dog også kun 5 minutter før en skæbnesvanger besked bliver formidlet via. det forældede højttalersystem stationen har installeret. Selvom man godt er bekendt med at en masse backpackers tager toget, vælger man alligevel at kaste beskeden ud i et sprog, og det er ikke engelsk. Heldigvis er vi i samme båd som en sød afrikaner der kan oversætte, og som derved fortæller at toget først har afgang klokken 22.00. Og lige en anden ting.. De strejker i Zambia, så i stedet for at køre i 46 timer, så kører i kun i 17 timer til Zambias grænse, og derfra må i selv finde en måde at komme til destinationen på. Fedt! Så er stilen lagt!

Vi får dog hurtigt fiflet os frem til at der går busser fra Zambias grænse og videre til hovedstaden, hvor første stop på turen er. Der er dog stadig 6 timer til togafgang, så Emil og jeg hopper på hver vores motorcykeltaxa og kører derefter mellem biler til det nærmeste storcenter. Her får vi set en film i biffen, "leget" i et funland og ellers købt en masse snacks og sjov til den lange togtur! I godt selskab går turen hurtig, og derfor føles det som at der er gået en time, da vi klokken 22.15 ser vores første klasses kabine, hvis størrelse ikke just er imponerende.

Turen går uden skavanker, og efter 2 gange kylling med ris er vi i grænsebyen Mbeya klokken 21. Med backpacksne på ryggen forsøger vi at finde en taxa, og vi ender med at falde i snak med en Zambianer det sørger for en lille minibus der fragter os til en by tættere på grænsen, hvor vi på et hotel fyldt med søde edderkopper overnatter natten over. Lyden af vækkeuret er som en dårlig drøm, for de næste timer står på kaotisk grænse- og visumtjek før vi skal sidde i bus i lang lang tid.

Papirarbejdet bliver klaret uden de store problematikker, og endelig står vi foran busstationen. Det er lowseason for turister i Afrika, så adskillige ansatte fra diverse busselskaber hiver og flår i os som om vores underskrift er det der skaffer brød på morgenbordet dagen efter, og måske det er det? Størstedelen af vores gruppe vælger en bus til Lusaka (hovedstaden), men på togturen har Emil, fire piger og jeg læst om en verdenskendt chimpanse-børnehjem som ligger i en by 300 kilometer fra Lusaka, og da vi ser byens navn (Ndola) på en af busselskabernes destinationstavler er vi overbeviste - det skal vi se!

Vi sætter os ind i bussen, og har på daværende tidspunkt en bustur på 14 timer foran os. Den går egentligt som smurt indtil midnatstid, hvor vi stopper på en rasteplads og bussens chauffør kommer ned til os seks danskere bagerst i bussen, som også er de eneste hvide, og fortæller at grundet overvægt på bussen skal vi ud i en taxa og køres 3 kilometer frem mens bussen længere henne bliver tjekket på vægtstationen, og derefter bliver vi så hentet igen. Vi stiller spørgsmål til proceduren, men vælger alligevel naivt at gå ud af bussen, og sætte os ind i en personbil med en fremmed mand. Det er kun Emil og jeg, pigerne bliver i bussen efter en diskussion med chaufføren som vi desværre ikke når at være en del af.

Vi bliver kørt få kilometer, og holder derfor ved et bælmørkt sted hvor der er parkeret et par andre biler. Manden der kører forstår knap nok engelsk, så informationer er lig med nul og vi begynder at blive temmelig nervøse. Dette bliver ikke bedre, da han et par minutter efter fortæller os at han skal gemme hans bil for politiet og kører ind til et lille skovområde, beordrer os til ikke at gå ud af bilen og dytter en enkelt gang. I disse sekunder har jeg selvfølgelig allerede vurderet det enkelt dyt som et tegn til defolk der bare ventede på at komme og tømme os for værdier, som man så mange gange er blevet advaret mod. Enten har de ikke hørt tegnet, eller også var manden ganske reel eftersom vi ti minutter senere kører tilbage til det sted vi lige kørte fra. Her får vi tilladelse til at gå ud, og kommer i selskab med en flok afrikanere der er ligeså rådvilde som os. Et par af dem er ikke videre behjælpelige for mine nerver, da de adskillige gange råber "the bus i long gone" efterfulgt af hånlige grin. Er den det, så er jeg eddermandme på spanden med min backpack i en bus og mig selv på en vej hvor lygtepæle aldrig har været en tilstede. 

Pludselig bliver vi bedt om at gå frem via. vejkanten, mens vi ser store lastbiler suse forbi os. Vi går i 3 kilometer, og har på daværende tidspunkt erkendt "nederlaget" og en skandaløs start på vores rejseuge, men alt imens alt håb er ude bliver vi passet op af en anden bus der åbenbart har kontakt til vores bus, og 15 minutter efter fanger den vores bus - helt igennem en forløsning. Vi træder ind i bussen og bliver modtaget som helte af de indfødte, og som uansvarlige af vores fire medrejsende piger. Heltemodtagelsen er immervæk skuespil af første klasse, for efter opsangen fra vores piger fortæller de os hvordan diskussioner har hærget i bussen, da mange har ment at bussen bare skulle køre videre uden os, og hvordan pigerne i panik har forsøgt at dæmpe gemytterne og snakket chaufføren til fornuft. Alt i alt var det ikke en særlig sjov oplevelse, men heldigvis sad vi i bussen igen og det er det vigtigste. Man lærer af sine (naive) fejl.

Få timer efter den ubehagelige oplevelse steg vi sent om natten ud af bussen, fandt vores bagage og fik fat i en taxa der kørte os til et hotel hvor vi sov i små 3 timer. Efter den korte nattesøvn brainstormede vi dagens plan, og det var der at en af pigerne smed ideen om at leje en bil op. Vi fandt lynhurtigt et udlejningsfirma, og til vores store fornøjelse havde de en stor ”minivan” med plads til 14 mennesker, og til trods for at vi kun var seks mennesker, så skrev vi lynhurtigt under på kontrakten, og ejede derfor bilen de næste 3 dage.

Hurtigt fik vi smidt vores backpacks ind i bilen, og efter et kort stop i et supermarked til indkøb af snack, var næste destination chimpanse ”børnehjemmet”, som vi glædede os meget til. Efter 4 timer på de noget bumlede afrikanske veje, var vi fremme – og fik i første omgang tildelt et telt vi kunne sove i, og derefter tilmeldt os til den ”bushwalk” som vi skal til dagen efter klokken 8 om morgenen. En bushwalk er en ”donation” på 100 dollars (for selve projektet), og for de penge får man lov at deltage i en to timers gåtur i skoven med 5 små chimpanser.

Efter en hård og kold nat stod vi klar, og fik i første omgang instrukser til hvordan vi skulle agere, og samtidig fik vi blå dragter på – proppet med slik og nødder til de små chimpanser. Få minutter efter stod vi som statuer, da 5 små chimpanser blev ”lukket” ud, og hoppede og klatrede på os for at få slik. Efter at de havde ”undersøgt” os, fik vi lov at gå med dem, give dem svingture, og i det hele taget bare lege med dem. Alle danskere støder igennem livet flere gange på Darwins teori om at vi stammer fra aberne, og som udgangspunkt er det svært for mange at relatere til, da det trods alt er et dyr, men når man pludselig nærstudere alt fra negle, hænder, motorik og til ansigtsudtryk finder man ud af at det jo rent fysisk næsten kun er den bøjede gågang der skiller os.

I det hele taget var gåturen en vanvittig god og fascinerende oplevelse, og det var da også næsten vermodigt at vinke farvel til en abe som man de sidste 2 timer havde båret rundt på, og givet et dusin af svingture. Efter turen fik vi en snak med forstanderen af stedet, en engelsk kvinde i 80’erne der for 50 år siden havde oprettet farmen, og som siden blot har bibeholdt de gode tanker og i 2000 blev hyldet med en tur hos dronningen af England. For ligesom at give et indblik i de gode ting hun gør, så tager hun chimpanser fra næromlæggende afrikanske lande, hvor chimpanserne er truet af de lokale (i Congo er det prestige at skyde dem) og socialiserer dem med andre chimpanser i gode omgivelser. Der er ingen profit i det, og de 100 dollars som vi betalte hver, går udelukkende til foder, arbejdsløn og lignende. Et flot og nævneværdigt projekt at være tilskuer til.

Efter vores gode snak med den lave Sheila, satte vi os ind i bilen igen – og kørte mod Zambias hovedstad Lusaka. Det var blot et lille stop før vi skulle videre ned til endedestinationen Livingstone, men der var en lille Champions League finale den pågældende dag, som nogle af af måtte se – så vi kunne time det med at se den, og derefter køre hele natten, og være i Livingstone ved daggry.

På trods af uortidokse politibetjente, ramte vi med kort forsinkelse et storcenter i Lusaka, og satte os til at få en stor bøf – mens Emil og Jeg løb over til et nærlæggende casino for at se kampen, alt imens de andre ventede på maden. Det timede sig desværre således, at kampen endte i ekstratid – så jeg måtte skynde mig tilbage og konsumere en stor bøf på rekordtid, før jeg i halvløb drog tilbage til casinoet. Kampen blev set færdigt, og grundet at vores chauffør (Lone - den eneste på turen der havde kørekort) skulle have ekstra søvn, så tog vi ud og drak nogle øl, og vendte halvfulde tilbage til bilen kl. 4, hvor Lone satte sig til at køre mod Livingstone. Fantastisk!

Efter en nat hvor den dybe søvn blev eksemplificeret til den store guld medalje, var vi søndag morgen klokken 9.00 ved Jollyboy Backpackers – en lodge som vi havde booket værelse på, og som kunne arrangere forskellige ture rundt omkring i Livingstone. Efter at have indlogeret os, og fået sat vores ting skulle vi finde en tur til dagen efter, og efter gennemlæsning af aktivitetsbogen, besluttede vi os for at besøge et lokalt projekt der ligesom chimpanse børnehjemmet, henter truede løver og som socialisere dem i forskellige faser, før man sender dem ud i specielle fredede skove. En af faserne er at man vænner dem til naturen med en gå tur hver dag på savannen, og ved en donation kan man så gå med på denne tur, hvilket vi valgte.

Ligesom Chimpanseturen, var dette også virkelig en oplevelse – og vanvittig surrealistisk eftersom man som barn altid har set løven som “det farlige dyr” når ens forældre til stor nydelse for en, har lavet tur til ZOO. Lige præcis derfor var det en stor oplevelse at gå få meter fra en ganske stor love, og endda nusse den. Før vi drog ud på turen, fik vi en masse instrukser I hvad vi ikke matte gore – og heriblandt var der krav om ingen løb, ingen hurtige bevægelser og såfremt løven kiggede på en I mere end 2 sekunder skulle man råbe “NO!”. Altså var det ikke blot en turisttur for familien Danmark. Alt I alt igen en suveræn tur.

Om aftenen var det så tid til et såkaldt “Sunset Cruise” som er små 3 timer på en båd I den flotte Zambezi River, med dertilhørende mad og drikke ad libitum. Emil og Jeg havde hørt rygter om at der ville være mange unge, så vi havde trukket I festtøjet og havde allerede en øl I hånden da vi var ved at skulle hentes. Mad og drikke ad libitum var der, men unge mennesker skulle man kigge længe efter – for gennemsnitsalderen var vel oppe og ramme de 60-65 år. Det slog os dog ikke ud, og forventningerne skulle bare omlægges, så det blev til en aften med gode Gin & Tonic’s og en masse gode snakke. Jeg snakkede blandt andet med kaptajnen på båden, som var den mest reelle mand jeg har mødt hernede, og som virkelig havde et godt hjerte. Jeg snakkede med ham om lykke og hvad der gjorde ham glad, og her var det bestemt hans born der betød alverden. Jeg synes han havde et spændende job, og jeg husker selv hvor imponeret jeg var af min far, da han inviterede mig med på hans arbejde som lille – så da jeg fik svaret at hans born aldrig havde været på båden, blev jeg nødt til at donere den kære mand hvad der svare til hans månedsløn (200 kr.) så hans born kunne komme med på båden en enkelt aften. Jeg har sjældent set en så glad og lykkelig mand.

Vi drog hjem efter en tur som ikke gik som vi havde forventet, men alligevel  endte som en indholdsrig og god aften. Turen gik derefter hjemad mod sengen, for dagen efter skulle vi besøge Livingsstones største attraktion, nemlig Victoria Falls – et af verdens største vandfald, og tilmed indehaver af en af verdens højeste bungee jumps. Vækkeuret ringede og jeg stod foran en dag, hvor jeg ville overskride nogle grænser som jeg aldrig havde forventet at skulle nærme mig. Bungee Jumpet ved Victoria Falls er ud fra en bro, og du når at være I frit fald I 111 meter, hvilket svarer til ca. 4 sekunder. Derudover er stedet kendt for at uheldigvis være “vært” for en ulykke I December 2011, hvor en australsk kvinde i sit spring var så uheldig at snoren knækkede så hun blev kastet ned blandt krokodiller og flodheste, men heldigvis overlevede springet.

Vi startede med en rundtur ved Victoria Falls, hvor nerverne I den grad sad uden på tøjet og hvor det var lidt svært at nyde, hvad der ellers er et naturvidunder af de store. Tiden røg afsted, og pludselig stod jeg med seler og hele baduljen på. Jeg startede med et sving fra en kløft og over til broen, som egentligt blot var en flot oplevelse. Derefter var tiden kommet, og efter få instrukser stod jeg pludseligt ude på kanten og kunne kigge ca. 130 meter ned I en stor sø. På dette tidspunkt tænker man ikke, man hopper bare. “1,2,3,4,5 BUNGEE” lød det, og jeg forsøgte at sætte så meget fra jeg nu engang kunne. Jeg fik smidt mig flot ud, og røg nu ellers som en meteor direkte ned mod vandet. Heldigvis kunne jeg pludselig mærke hvordan rebet hev fast, og jeg blev skudt 60 meter op igen, og sådan fortsatte det et par gange. Jeg har oplevet mange ting igennem mit liv, men dette går uden tvivl hen og tager førstepladsen I det mest vilde og fantastiske jeg har gjort. Det kan ikke rigtigt beskrives, og du går rundt med et adreanalinkick resten af dagen, som man aldrig har oplevet. Efter hoppet sprang jeg et “tandem-swing” med Emil, hvor man hænger sammen og blot tager et skridt udover kanten, og derefter bliver svunget gennem luften – hvilket er en ligeså vild oplevelse som Bungee Jump, og endnu flottere. Med blodsprængte øjne og en euforisk følelse I kroppen straffede vi et par burgere med god samvittighed, og blev enige om at det var noget af det bedste vi nogensinde har gjort.

Efter denne tur var pengepungen sluppet op, og den sidste dag brugte vi på at besøge et museum, et lokalt marked og spille en masse bordtennis på vores lodge. Om fredagen (2 dage efter) skulle vi med toget hjem (forhåbentligt hele vejen denne gang) mod Zanzibar igen. Efter et par lange rejsedage satte vi os ind I toget fredag kl. 14 med forventet ankomst søndag kl. 12. Vi er åbenbart ikke født under en lykkestjerne, I hvert fald ikke I følge det tanzanianske jernbaneforbund, for den tur der skulle have taget 46 timer, endte ud med at tage 94. 94 timer sad vi I et tog, og jeg må indrømme at jeg virkelig håber jeg ikke er den der går forrest I brokkeriet, når DSB er 10 minutter forsinket. Hjem kom vi I hvert fald, og det var rart at se alle på skolen – selvom vi lige havde haft den bedste tur man kunne ønske sig. En tur hvor jeg oplevede ting jeg aldrig kommer til at opleve igen.

I skrivende stund sidder jeg nu og færdiggører denne blog, små 6 timer før vi forlader højskolen, og det er egentligt tid til at gore status over mit ophold. Det er svært at beskrive med ord hvordan det har været, men jeg tror jeg vil bruge ordet “magisk”. Jeg har haft de bedste 4 måneder I mit liv, og jeg er ikke et sekund I tvivl om at det var det rigtige at gore! Jeg kommer til at savne menneskerne, vejret, omgivelserne, VOLLEY og I det hele taget den afrikanske livsstil, hvor man sætter mere pris på det rigtige ting I min optik. Alligevel er jeg også klar over at det er et kapitel I mit liv det er overstået, og at jeg glæder mig til at se alle de mennesker jeg holder af derhjemme, og til at skulle studere til sommer og hvad denne sommer ellers indeholder.

Hakuna Matata, for sidste gang. Tak for alt Afrika!

Slaves and Caves

Stopper du 100 tilfældige folk på strøget i København, og i den forbindelse beder dem sige tre ord der falder dem ind, når de tænker på Afrika – så er sandsynligheden for at ordet ”slaver” bliver nævnt ekstrem stor. Af samme grund, har vi i den netop afsluttede uge, haft om ondskab og slaver i vores undervisning. Med i bagagen hjemmefra, har jeg desværre ikke den store viden omkring slavehandlen, så det har været spændende (og skræmmende) at stifte bekendtskab med gamle bestialske historier om udnyttelse af slaver, og endda tilmed at mærke det på egen hånd som i senere vil forstå hvordan.

Det er nemlig således, at Zanzibar var hovedstation for meget slavehandel, da det er en ø – og tilgangen derfor er en del lettere, end et land hvor du udelukkende har en ”side/kyst” at fragte slaverne til og fra på. På trods af at slavehandel ikke længere er udbredt, så er det bestemt ikke svært at mærke, at det er små hundrede år siden at de sidste slaver blev fragtet frem og tilbage af araberne. Lige præcis derfor, var vi i onsdags på slave-ekskursion, som indeholdte et besøg til den største by på Zanzibar (Stone Town).

Da viseren på mit ur, eller rettere sagt det digitaliserede ur på min Nokia telefon viste 9.30, stod jeg klar med tasken foran taxaen, pakket med skiftetøj, vandresandaler og pandelampe – som alle tre objekter var obligatoriske til turen. En hård køretur senere, stod vi og talte med Hr. Christopher som var vores guide, og stod for rundvisningen i det slavemarked, som vi i det pågældende sekund stod og kiggede på.  Vi kom først på rundtur i den kirke, som blev bygget til minde om de blodudgydelser der fandt sted hvor kirken blev bygget – og specielt hvor alteret er bygget, nemlig på den placering hvor alle slaverne hele døgnet rundt blev pisket, hvis ikke arbejdsopgaverne blev udfyldt til punkt og prikke.

Efter rundtur i den flotte kirke, blev vi tilskuere til en vaskeægte slaverkælder, hvor man i små rum smed 70 slaver ned (liggende oven på hinanden) i rivende mørke i flere døgn, før de blev smidt op til auktion på markedet. Man har bibeholdt disse slaverum med de originale kæder som man satte slaverne sammen med, så det var en noget grim oplevelse at stå inde i et rum, hvor man ved at flere hundredetusind underminerede og udnyttede slaver har siddet på hinanden uden føde, og ventet på et katastrofalt og uværdigt liv. Videre fra den noget rammende oplevelse, og op til det slavemonument som er går verden over som et af de mest kunstneriske monumenter hvad slavehandlen angår, og som står på Zanzibar i dets originale tegn.

Da dette var overstået, blev vi igen fragtet over til vores taxa, og blev kørt i en lille halv time til et noget naturrigt område væk fra byen. Pandelamperne skulle findes frem, og det viste sig at det var en decideret slavegrotte vi skulle ned i. Slavegrotterne blev generelt brugt på samme måde som slavekældrene, men de kunne huse flere – og samtidig var de så langt fra byen, og så langt ude i ingenting, at det var langt nemmere at skjule, da den moralske opbakning til slavehandlen i slutningen af 1800-tallet vendte rundt til at blive forkastet rundt omkring i det europæiske lande, hvor næsten alle før havde udnyttet det (inklusiv Danmark).

Da vi trådte ned i grotten, sank jeg pludseligt 10 centimeter, fik mørkt hår – og fik i samme omvending fornavnet ”Bear”. Det følte jeg i hvert fald! Dette var adventure! Vi blev hurtige enige om at tage en sværeste rute i grotten, og den gik opad! Specielt var det, at der ingen sikkerhed var – så lavede du et fejltrin på vej opad en glat sten, så kunne det sagtens udarte sig i et brækket ben eller lignende. I en lille halvtime kæmpede vi os opad skarpe sten i selskab med flagermus og vanvittige insekter. Jeg må indrømme at jeg er blevet en rigtig mand hvad angår insekter og lignende, men i slutningen af turen blev de ellers rykkede grænser, i den grad overskredet. Jeg ligger nemlig som den forreste elev i karavanen, og skal som den næsten sidste udfordring kravle hen ad jorden med kun en 80 centimeter til loftet. På et tidspunkt bliver vi bedt om at stoppe i et kort øjeblik, og der laver jeg så den største fejl jeg længe har lavet. Jeg vælger nemlig at orintere mig rundt omkring mig med min pandelampe, og da spotlightet rammer et hjørne i ”loftet” 2-3 meter fra mig, ser jeg den største edderkop jeg nogensinde har set – og nogensinde kommer til at se.

Bæstet som jeg senere navngiver den, er på størrelse med en CD og er en såkaldt ”camel spider” som jeg flere gange har set spise skorpioner og andre predatorer på Discovery Channel. Stolt bevarer jeg overblikket, men må bagefter indrømme at det ikke var en umiddelbar rar oplevelse at ligge uden mulighed for at træde i aktion, med en enorm edderkop kravlende få meter fra en. Jeg kunne grundet mørket ikke få et billede af edderkoppen, men gør jer den tjeneste at skrive ”camel spider” på google, og forestille jer hvilket følelse der ville gå gennem hovedet på jer, hvis i så sådan en. Det var dog ikke værre end at jeg 5 minutter senere kravlede to meter op via. en lille skakt med klatre-teknikken hvor du presser benene mod hver væg hårdt, og derved kom op til virkeligheden igen. Umiddelbart efter røg vi ind i taxaen, og hjemad efter en hård tur – hvor flere var chokerede efter en noget grænseoverskridende grotteoplevelse, stærkt afsluttet af den store edderkop.

Udover ovenstående vidensbegærlige tur, var jeg i weekenden et visit forbi den største by i Tanzania, nemlig byen Dar Es Salaam. Fredag eftermiddag satte vi os en i færgen, der dagligt fragter rejsende fra Zanzibar og til selve Tanzania. Selve kvaliteten af færgen chokerede os alle, der mildest talt havde regnet med en pensioneret dykkerbåd – men blev mødt af en flot færge med aircondition, lædersæder og godt personale. Da vi to timer senere lagde os til kaj, skulle vi finde et hotel – hvilket skulle vise sig ikke at være en just nem opgave. Det blev dog klaret, og efter hurtigt at have smidt tingene på hotelværelset – pejede vi en taxa, og bad chaufføren fragte os til en sushi restaurant vi havde fået anbefalet hjemmefra. Anbefalingen var på sin plads, for det var en fantastisk omgang sushi som vi fik konsumeret i de følgende to-tre timer.

Da det var en regulær drengetur vi var på, blev næste taxa ude foran restauranten bedt om at transportere os til ”New Africa Casino”. Selvfølgelig skulle vi på kasino! Som en del af den store feinschmecker aften havde vi selvfølgelig trukket i det fine tøj, og så blev pladserne rundt om roulette-bordet ellers indtaget. Udbyttet af aftenen var meget forskelligt, men stolt kan jeg oplyse at jeg trak mig sejrsrigt ud med et overskud på små 700 danske kroner takket være den lille sølvkugles store trang til at lande på rød farve. Som endnu en del af aftenen, havde vi valgt at smide en sjat ind i en pulje (200 kr hver) og samle alle 7 indskud, og smide dem på rød farve. Desværre endte dette i et nederlag, hvilket dog heldigvis ikke trak det ellers fremragende humør ned. Resten af aftenen foregik på et diskotek, hvor den gode stemning fortsatte og cementerede en god aften.

Uret ringede 3 timer efter at vi havde ramt bræderne, da vi dagen forinden havde bestilt bord til morgenmadsbrunch på Hilton Hotel, der i forvejen var blevet omtalt som en enorm opdagelse, især taget vores normale meget trivielle morgenmad i mente. Det var den tilsyneladende også, hvilket også var udslagsgivende for at vi tog den dagen efter igen. Resten af weekenden foregik med lidt shopping, hvor jeg erhvervede mig en ægte Real Madrid trøje for kasino-pengene, og ellers bare ”nydelse” af byen!

Så nu er jeg hjemme igen, og er begyndt at tælle ned til den store dag på mandag, hvor vi indleder turens vel nok højdepunkt – Adventure Turen. Hvad angår højdepunkter, er jeg i øvrigt kommet på andre tanker i forbindelse med rejseugen. Har tidligere været helt sikker på at Kilmanjaro skulle bestiges, men er i stedet besluttet mig for at jeg taget det kendte Tazara tog der i 48 timer fragter dig fra Tanzania og ned gennem nationalparker og bjergsletter gennem Zambia, for til sidst at ende ved Victoria Falls, som vel nok anses som det mest fantastiske stykke natur i Afrika. Når det så er oplevet, skal jeg videre til Livingstone, som er en rigtig adrenalin-by. Der har jeg planer om at springe bungeejump (faktisk på bro hvor australierens line knækkede i vinters), riverrafte og en masse andre vilde ting! Det er både prisen som er en del lavere i forhold til Kilmanjaro, men også de forskellige oplevelser man får – der har gjort at jeg har ændret min holdning en smule.

Puha, langt indlæg igen! Sådan er det, når man har så meget at fortælle, og det bliver nok endnu værre næste gang – som desværre er om meget lang tid grundet min tur. Hav det dejligt derhjemme! Glæder mig til jeres forhåbentligt sendte lakridser snart rammer vores ø! Jeg længes!

Hakuna Matata!  

Master Diver og Abeskov!

Manometeret viser 20,1 dybdemeter, da jeg sætter mig på bunden af det indiske ocean, og forsøger at trække vejret med dybe ind- og udåndinger. Få minutter før sad jeg på kanten af en lille dykkerbåd, og vippede mig selv i vandet med en fuld dykkerflaske samt udstyr på. Lige præcis dette grænseoverskridende ”fald i vandet” har jeg praktiseret 3 gange på åbent vand, og samlet set var dette nok til at jeg fredag fik det gyldne håndtryk fra min dykkerlærer.

 Det gyldne håndtryk er ensbetydende med at jeg nu kan kalde mig en ”Padi Open Water Diver”. Det er denne titel jeg har arbejdet på at få de sidste to uger, hvor der har været adskillige dyk og teoritimer i processen. Dermed er jeg nu certificeret til at dykke ned på 18 meter, og det er bestemt en oplevelse der kan anbefales til andre. Dykningen var en af de store aspekter ved turen, og er sammen med Adventure Turen samt Rejseugen, de tre ting jeg har set mest frem til. Heldigvis synes jeg godt om det, og er glad for at jeg igen rykkede en grænse, som efterhånd er blevet hverdag at jeg gør hernede!

Som i kan uddrage fra ovenstående, så sluttede dykkerugerne i sidste weekend, og vi har derfor i den sidste uge haft helt normal undervisning. Blandt normal undervisning finder vi faget ”projektarbejde” – som er 6 forskellige projekter, som er et sammenspil mellem skolens elever og de lokale. Jeg er havnet på ”sprogcafeen” hvor vi tilbyder sproghjælp til 30 studerende fra ”hovedstaden” på øen, og der er jeg blevet ansvarlig for at undervise i english advanced, for en lille snes elever. Senere hen i forløbet vil jeg forhøre mig om deres interesse til det spanske sprog, hvor det derved er idéen at jeg muligvis opretter et spansk beginner hold. Glæder mig enormt til opgaven, og især i første omgang til engelsk, hvor jeg har tænkt mig at udfordrer deres relative gode sprogkundskaber med en masse lege og debatter. Vi ligger ud i morgen søndag, hvor vi introducere os selv og samtidig deler eleverne ind i de respektive niveauer.

Alt ovenstående blev aftalt mandag, og det var derfor dagen efter tid til faget miljøkendskab. Normalt består miljøkendskab af noget teoretisk arbejde om naturen, og derefter et par opgaver med eksempelvis at finde forskellige dyrearter og lignende, men vi havde heldigvis skudt papegøjen i tirsdagen – da vi nemlig klokken 10.00 satte os ind i en taxa, mod hidtil ukendt destination. Da hyrevognen 25 minutter senere åbnede sidedøren, blev vi mødt af et skilt bestående af ordene ”Jozani Forest”. Jeg har jo selvfølgelig læst op på Zanzibars natur hjemmefra, og vidste derfor at vi var på vej ind i Zanzibars eneste tropeskov.

Vi blev først mødt af vores rundviser, og derefter gik turen i første omgang mellem snoede stisystemer, mens vi blev informeret om forskellige træarter og lignende. En sideinformation var derudover, at der findes tre forskellige slags slanger i skoven, så at vi gik rundt med øjnene åbne er vist en underdrivelse. Den næste time gik som førnævnt med at kigge på naturen og høre lidt om planteriget, og indimellem fandt vi da også et par sjove dyr som i kan se på billederne.

Efter første rundtur, var det i stedet tid til deres specielle ”abeskov”. Selve Jozani Forest er især kendt pga. at skoven huser en helt speciel abe, som kun findes på øen. Aberne var bestemt heller ikke svære at finde, og det endte med at jeg stod under, ved siden af og næsten på en abe til sidst – alt i mens jeg forsøgte at få taget nogle flotte billeder. Det var en aldeles fascinerende oplevelse, som blev efterfulgt at en gåtur over en mangroveskov.En mangroveskov er en skov i saltvand, hvis man skal forklare det meget forenklet. En masse træer og rødder der har deres ”bo” i vandet, og som derfor ser aldeles pænt ud oppe fra en bro som vi gik på.

Nå, men én af de tre normale undervisningsuge er nu gået – og der er nu udelukkende 2 uger til Adventure Turen, som jeg bestemt ikke kan vente til. Jeg tager lidt hul på den om man kan sige, da jeg på fredag med et par drenge fra skolen, bevæger mig ind til Dar Es Salaam, som er hovedstaden i Tanzania, og også er der vi højest sandsynligt kommer til at bruge et par dage i løbet af Adventure Turen. Vi har lidt tænkt os at besøge et casino i weekenden, og ellers bare få et indblik i Dar Es Salaams byliv samt få noget fantastisk mad. Glæder mig enormt til at komme lidt væk fra den ellers fantastiske ø.

Flere af ”jer” har eftersøgt en adresse til pakkeafsendelse, og den får i så nu. Som tidligere nævnt er lakridser og vingummier i høj kurs (eller de er her slet ikke) hernede, men også dåseleverpostej og andre personlige ting ville lune hernede (i det hele taget bare dejligt at modtage en pakke!). Håber i har det dejligt i Danmark, for jeg har det i hvert fald strålende hernede. En lidt speciel følelse disse dage dog, da det inden for en lille uge er min fars, søsters samt mors fødselsdag, og lige specielt i sådanne tilfælde kunne man godt ønske sig at kunne fejre dem ordentligt.

Ellers går hverdagen forrygende hernede. Blev afrikansk mester i volleyball, scorede en enkelt basse i fodboldkampen sidst og er samtidigt begyndt at stå op kl. 6.15 hver dag, for at styrketræne i 45 minutter indtil klokken 7, hvor der er idræt. Desuden har vi nu startet vores projektarbejde, hvor jeg er kommet i den såkaldte sprogcafé. Det omhandler at der kommer 30 studerende fra storbyen ud til skolen hver søndag, og vi dér skal undervise dem i forskellige sprog. I første omgang har vores gruppe valgt at undervise i engelsk i hhv. beginners, intermediate og advanced, inddelt ud fra deres niveau. Jeg er blevet gjort til ”ansvarlig” for undervisningen af english advanced, så i går havde jeg min første undervisningstime, og det gik forrygende. Har selv en drøm om at undervise en dag (måske historie-relateret), så det var sjovt pludseligt at stå foran den store sorte tavle. Det er desuden i tankerne, at jeg halvdelen inde i projektforløbet, skal oprette et sekundært hold, og undervise eleverne i spansk.... spændende!

Hakuna Matata!

Navn (send ikke anbefalet post)
Zanzibar Adventure School
P.O BOX 915
Zanzibar
Tanzania

This Is Africa

T.I.A udbryder folk med latter, når man efter 7 dage uden net forsøger at få en tidshorisont på, hvornår det kommer igen. T.I.A står for This Is Africa, og hentyder ret beset at tingene sker når det sker. Når det så er sagt, kan i regne ud hvorfor i først får et indlæg nu – nemlig som følge af at nettet først i dag er kommet til at virke, for oplevelserne har nemlig været der!

Sidst jeg smed en status ud til jer, handlede den om en oplevelsesrig udflugt. Selvom den netop afsluttede weekend ikke bød på nogle eventyrlige ekskursioner, så var den alligevel rig på indtryk. Forstanderen af højskolen er nemlig tit herre for specielle arrangementer, og lørdag havde han smidt et ”pole pole (rolig rolig) pool party” ud til tilmelding. Interessen var selvfølgelig enorm, så med habile tømmermænd efter en hård aften der sluttede kl. 5 fredag, blev jeg med røde øjne tvunget op til den sædvanlige skål havregrød med vand, som for mig er obligatorisk hver morgen. Kort efter morgenmaden blev vi hentet i adskillige taxier, og blev fragtet til hvad der til står overraskelse var et luksusresort på ægte Zanzibar-manerer.

Efter vores taxa havde sneglet sig gennem stenrige og bulede grusveje, forbi luksushytter og flot buskads – stod vi pludseligt foran et poolområde, er fik gamle ferie pools til sammenligning at ligne de små cirkelformede bassiner du køber i fætter BR. Få sekunder efter at håndklæderne fint var smidt på de dertilhørende liggestoler, røg jeg med hovedet først i den store pool. Efter en lille svømmetur indtil kanten af poolen, blev jeg mødt af en af hotellets tjenere, og til forhåbentligt stor stolthed fra min far, fik jeg bestilt et vaskeægte piña colada til levering mens jeg lå i poolen. 5 minutter senere, og små 20 kroner fattigere lå jeg på ryggen med en dejlig piña colada og kunne egentligt ikke sætte en finger på noget i dette sekund!

Tiden røg hurtigere end man kunne ane, i takt med de adskillige gin & tonic’s som tilmed blev konsumeret. Udover et poolområde, havde resortet også en fantastisk hyggelig lounge hvor vi fik strukket vores stænger, og tilmed en ”bro” ud til en hyggelig bar, som i aftentimerne var helt fantastisk. Vi betalte ikke noget for selve turen, men fik muligheden for at betale hvad der svarer til kr. 50,00, for et måltid aftensmad. Ingen vidste hvad de gik indtil, men vi blev mødt af et stort tag selv bord af afrikanske delikatesser – som alle var fantastiske, og til dessert var et flot kagebord opsat. Da førnævnte var fortæret, sluttede vi af med en cuba libre (som desværre smagte af blændet romkugle med lime), og 3 drenge og Jeg fortsatte så ”festen” på en bar, hvor St. Patricks Day blev fejret.

Den efterfølgende dag blev blot klaret med en bog og musik i ørene på stranden, og dagen efter tog vi så hul på dykkeruge 2! Det er således i dykkerugerne, at vi er inddelt i to dyk grundet logistikken – og at man så dykker en dag, og har fri i to – og sådan kører det. Fri havde mit hold mandag, og det udnyttede vi til at tage på udflugt nummer to (weeiihuuu). Jeg fik min vilje, da jeg fik overbevist drengene om at med et besøg på ”Zanzibar Butterfly Center” og ”Zala Zala Zoo Park” ville være grundstenene være lagt for en god tur.

En frisk mandag blev annonceret af mit vækkeur kl. 6 dansk tid, og en time senere holde taxaen ude foran skolen – parat til at fragte 5 turisklignende skikkelser rundt og se på dyr. Første stop var Butterfly Center, hvor vi i første omgang blev indvilget i historien for centeret. En ret ”bevægende” historie, da det først og fremmest er et ”non-profil” projekt som er blevet stablet på benene for at skabe arbejdspladser for de lokale, hvilket i den grad er i høj kurs. Man lærer dele af lokalbefolkningen op i at opfostre sommerfuglelarver, og når de bliver til pubber – køber projektet dem, og tjener så penge ved turister og lignende der kommer på rundtur. Overskydende penge går så til bevarelse af skovområder der råder over flotte sommerfuglearter.

Fra historien, og til selve rundturen. Selve indhegningen var af ”net”, og inde i dette område var der et hav af forskellige sommerfuglearter. Jeg så sommerfugle fra hele farve-paletten, og fik også taget et par flotte billeder – som i kan se. Udover sommerfugle, husede centeret også et par bæster af nogle græshopper som i ikke skal snydes for – og hvor en underbo som spiller klaver, er vand i forhold til den lyd som krabaterne udsendte!

Ind i taxaen igen, og videre til den første af to små ”zoologiske haver”. Igen blev vi mødt af en rundviser, der igen gav os en prædiken (ikke i negativ forstand) om at projektet var til for bevarelse af de naturressoucer som Zanzibar råder over. Det skulle derefter vise sig, at østafrikanske zoologiske haver ikke deler mange paraleller med de nordeuropæiske. I stedet for deciderede”burer/indhegninger”, har man blot gravet en cirkel med en diameter på 3 meter, 1 meter ned i jorden – og udenom smidt en ”kant” af cement – som vel også er en meters penge høj. Nede i disse”huller” er der smidt jord, planter, andre nødvendigheder for dyrene og så selvfølgelig det mest essensielle: selve dyrene.

Vi vidste slet ikke hvilke dyr vi gik indtil, men vi dannede et generelt indtryk da han ved første ”stop” hev en vel 3-4 meter lang kvælerslange op. Normalt er jeg ikke ræd for slanger, men det er heller ikke ligefrem en organisme som jeg brænder for at mærke på. Jeg har dog tidligere snakket om, at Afrika gerne skulle flytte grænser for mig – og da jeg pludseligt står med muligheden for at holde det store svin af en slange, griber jeg selvfølgelig muligheden – og mærker få sekunder efter den tunge slange omfavne mine skuldre. Et standhaftigt greb om selve hovedet på slangen var nødvendigt, og man kunne da også i den grad mærke at der blev kæmpet fra slangens side for at komme fri, og havde jeg i et kort sekund sluppet mine kræfter, havde jeg med stor sandsynlighed blevet offer for et regulært hugtande-bid.

Efter ovenstående oplevelse, var jeg ikke til at skyde igennem – og dét sammensat med min faktiske interesse for krybdyr, så var der linet op til en rigtig god rundtur. Næste underjordiske bur indeholder et ordentlig varan, hvis zanzibarianske kælenavn jeg ikke agter at huske. I hvert fald var den ret giftig, og ganske stærk tilmed. Igen forsøgte vores rundviser at få den op, men dette var en timelang kamp. Med blod, sved og tårer fik han til sidst øgle-arten op til fremvisning – og jeg fik fanget den med tungen ude. Forestil jeg tilmed hvordan den både kunne svømme som en fisk, kravle hurtigt og derudover klatre i træer. Vel Zanzibars dyrelivs svar på Cristiano Ronaldo!

Da dette var overstået, var det tid til at se på de lidt mindre vidundere fra dyrelivet. Bestemt var jeg fascineret af kamæleonen, som jeg også fik lov at holde – og som også fik lov til at gå i mit hår. Fascinerende er det først og fremmest, at den som i alle ved kan skifte farve som vi skifter undertøj – men også er dens bevægelse en fornøjelse at iagttage. En biolog ville nok stille store spørgsmålstegn ved den udtalelse, men da jeg/vi ikke er vant til sådanne dyr – er det spændende at se, da kamæleonen har øjne der kan ”dreje” 360 grader, og derfor kan orientere sig bedre end vi mennesker kan.

Dernæst var der en masse små slanger og krybdyr på menuen (iagttagelses-menuen vel og mærke), og ved alle sammen fik vi i begrænset mængde lov til at mærke og holde. Dette gør oplevelsen en del stærkere, når man får lov at holde dyret og mærke bevægelserne. Som sidste stop, fik vi lov at se en lille form for ”havskildpadde” som kunne leve både under vand og på jord – og dernæst en stor landskildpadde, som var virkelig tung! Mange af mine nærmeste ved at skildpadden faktisk har været et af mine yndlingsdyr før i tiden (da man havde yndlingsdyr) – så jeg er stolt og tilfreds over at kunne vise jer hele to billeder hvor jeg holder dem! Efter disse to små parks vi besøgte, steg vi igen ind i taxaen og kørte hjemad efter en formidabel tur. Bestemt viste det mig, at lige præcis små eksotiske dyr tiltaler mig mere. end store antiloper og elefanter, men nu for vi at se – dem skal jeg jo også opleve på vores adventure tur.

Jeg havde i går mit andet sidste dyk, og var på 12 meters dybde. Jeg kan nu med sikkerhed sige at jeg bidt, og at jeg forventer at udvide mit certifikat til ”advanced” som gør at jeg kan komme ned på over 30 meters dybde mod en lille pose penge. Som første trin i dette, skal jeg dog lige bestå første kursus – og dette sker på fredag kl. 7.30 dansk tid, hvor jeg har min eksamen i Padi Open Water Kurset. Såfremt jeg består dette, skal jeg om eftermiddagen selvsamme dag på det afsluttende dyk på 18 meter, hvor jeg får flotte koraler at se. I går så jeg mange flotte fisk, en masse søstjerner og virkelig mange kæmpe store søpindsvin. Når man dykker svæver man ca. 1 meter over bunden (også kaldet neutral opdrift), hvilket føles virkelig befriende. Hjerterytmen forøges dog kraftigt (samt frygten for pludselig synkning), når man svømmer over en hel familie af søpindsvin, der venter på at affyre et arsenal af pigge afsted mod din fine hud. Krydser dog fingre for at jeg ikke får sådan en oplevelse.

Generelt er det ellers bare fantastisk hernede. Vejret er godt, sodavandene er kolde og humøret er højt. I disse dykkeruger er der lidt mere fritid, og der udnytter folk til at rejse på kryds og tværs på øen. På mandag starter vores normale undervisningsuger igen, men så skal vi blot overstå 3 uger, også er det turens højdepunkt i form af 2 ugers adventuretur der venter. Sendte sidste onsdag min kvote 2 ansøgning til journalistik på Roskilde Universitet som jeg håber de tager godt imod. Når jeg engang kommer hjem i midten af juni, skal jeg vente en lille måned på at finde ud af om jeg kommer ind på min drømmeuddannelse! Håber at i alle har det dejligt i Danmark. Jeg savner utrolig meget lakrids og vingummi, så hvis i har en enorm lyst til at sende en pakke herned – så findes muligheden altså! Pole pole allesammen!

Hakuna Matata!