Wednesday, June 13, 2012

Bungee og farvel!


Før jeg begynder beretningerne, ligger det vist på sin plads at smide en lille undskyldning for den manglende aktivitet på bloggen. I de sidste 10 uger har jeg brugt 2 uger på adventuretur, 3 uger på skolen, 2 uger i Zambia som grænser op til Tanzania og lidt over 3 ugers afslutning på skolen.

Det er svært at komme med nogen konkret grund til den manglende deling af oplevelserne, men de 3 uger efter adventureturen har været så fantastiske på skolen, at tiden (og motivationen) til at ligge 2 timer i et indlæg om adventureturen ikke har presset sig ind - desværre. I stedet skal i nu få en detaljeret beskrivelse af hvad mine to netop afsluttede uger har stået på, og skal mine adskillige blogindlæg rangeres efter eventyr, så kommer i til at læse oscar-vinderen nu, ingen tvivl om det!

Rejseuge? Er alle fire måneder ikke en rejse? Jo. Rejseugen er faktisk to uger, hvor alle elever har frie tøjler til at rejse rundt i Afrika - og gøre præcist hvad de ønsker, uden lærenes indblanding. Det var denne mulighed jeg i første omgang ville bruge til at bestige Kilmanjaro, men efter længere tids overvejelse valgte jeg i stedet at bevæge mig sydpå i det afrikanske kontinent.


Jeg allierede mig med min gode kammerat og roommate Emil, og alt imens der var uvejr på øen (se ovenstående billede) besluttede vi os for at Zambia skulle være destinationen. Landet er kendt for en fantastisk natur, stærkt ført an af Victoria Falls - som det vandfald i verden hvor der løbet mest vand igennem, og vist verdens andet største tilmed. Dertil er byen Livingstone (opkaldt efter David Livingstone der som første europæer opdagede Victoria Falls) en af de største oplevelsesbyer i Afrika, som i senere vil høre meget mere om.

Transportmidlet skulle noget overraskende være tog, nærmere bestemt "Tazara" toget, som er en toglinie mellem Tanzania og Zambia der gennem 46 timer gennem bjergområder og nationalparker fragter dig fra a til b i en lille kabine til små 200 kroner. Umiddelbart lyder det fantastisk, men uden at træde på nogen - så er vi i Afrika, og der skal ting gå galt. Hvordan? Lad os skrue tiden et par uger tilbage.


Med et sæt vågner jeg til en ubehagelig lyd, som jeg desværre har vænnet mig til hernede - morgenbøn. I Danmark er enten a- eller b-menneske sikker inventar i en personkarakteristik, men i Afrika har man kun a- og a-mennesker. Klokken er 05.00, datoen siger mandag d. 14 maj og præsten skriger noget udover landsbyen som jeg ikke forstår. I dag er jeg ham taknemmelig, fordi på trods af det "faktum" at jeg kl 08.00 skal have en taxa ind til storbyen, så står min backpack på gulvet - og alt tøjet rundt omkring i værelset, altså ingen pakning! På gode drengemanerer får jeg smidt en masse sporadisk tøj ned i tasken (dog rullet så det fylder mindre - tak for tippet til min kæreste) og er derefter good-to-go!

En lille time ankommer vi til "hovedstaden" på Zanzibar - også bedre kendt som Stone Town. Fra førnævnte by går færgen ind til selve Tanzania, og derfra går vores tog. Efter en excellente morgenmad indtager vi vores premium seats på den noget ydmyge færge. Lidt gyngeri og noget opkast (ikke fra undertegnede) senere står vi i Dar És Salaam og forsøger at preje en hyrevogn til Tazara trainstation. Da vi ankommer til stationen, møder en hal fyldt med vandrette afrikanere os - og uden racistiske undertoner, så er vi alle glade for første klasse bookningen, da vi kommer ind i "vores" eget rum, hvor man har flottet sig og placeret en snes sofaer.


På papiret hedder afgangen 14.30, men Afrika er nu Afrika og da klokken er 16.00 er toget endnu ikke ankommet. Der går dog også kun 5 minutter før en skæbnesvanger besked bliver formidlet via. det forældede højttalersystem stationen har installeret. Selvom man godt er bekendt med at en masse backpackers tager toget, vælger man alligevel at kaste beskeden ud i et sprog, og det er ikke engelsk. Heldigvis er vi i samme båd som en sød afrikaner der kan oversætte, og som derved fortæller at toget først har afgang klokken 22.00. Og lige en anden ting.. De strejker i Zambia, så i stedet for at køre i 46 timer, så kører i kun i 17 timer til Zambias grænse, og derfra må i selv finde en måde at komme til destinationen på. Fedt! Så er stilen lagt!

Vi får dog hurtigt fiflet os frem til at der går busser fra Zambias grænse og videre til hovedstaden, hvor første stop på turen er. Der er dog stadig 6 timer til togafgang, så Emil og jeg hopper på hver vores motorcykeltaxa og kører derefter mellem biler til det nærmeste storcenter. Her får vi set en film i biffen, "leget" i et funland og ellers købt en masse snacks og sjov til den lange togtur! I godt selskab går turen hurtig, og derfor føles det som at der er gået en time, da vi klokken 22.15 ser vores første klasses kabine, hvis størrelse ikke just er imponerende.



Turen går uden skavanker, og efter 2 gange kylling med ris er vi i grænsebyen Mbeya klokken 21. Med backpacksne på ryggen forsøger vi at finde en taxa, og vi ender med at falde i snak med en Zambianer det sørger for en lille minibus der fragter os til en by tættere på grænsen, hvor vi på et hotel fyldt med søde edderkopper overnatter natten over. Lyden af vækkeuret er som en dårlig drøm, for de næste timer står på kaotisk grænse- og visumtjek før vi skal sidde i bus i lang lang tid.



Papirarbejdet bliver klaret uden de store problematikker, og endelig står vi foran busstationen. Det er lowseason for turister i Afrika, så adskillige ansatte fra diverse busselskaber hiver og flår i os som om vores underskrift er det der skaffer brød på morgenbordet dagen efter, og måske det er det? Størstedelen af vores gruppe vælger en bus til Lusaka (hovedstaden), men på togturen har Emil, fire piger og jeg læst om en verdenskendt chimpanse-børnehjem som ligger i en by 300 kilometer fra Lusaka, og da vi ser byens navn (Ndola) på en af busselskabernes destinationstavler er vi overbeviste - det skal vi se!


Vi sætter os ind i bussen, og har på daværende tidspunkt en bustur på 14 timer foran os. Den går egentligt som smurt indtil midnatstid, hvor vi stopper på en rasteplads og bussens chauffør kommer ned til os seks danskere bagerst i bussen, som også er de eneste hvide, og fortæller at grundet overvægt på bussen skal vi ud i en taxa og køres 3 kilometer frem mens bussen længere henne bliver tjekket på vægtstationen, og derefter bliver vi så hentet igen. Vi stiller spørgsmål til proceduren, men vælger alligevel naivt at gå ud af bussen, og sætte os ind i en personbil med en fremmed mand. Det er kun Emil og jeg, pigerne bliver i bussen efter en diskussion med chaufføren som vi desværre ikke når at være en del af.

Vi bliver kørt få kilometer, og holder derfor ved et bælmørkt sted hvor der er parkeret et par andre biler. Manden der kører forstår knap nok engelsk, så informationer er lig med nul og vi begynder at blive temmelig nervøse. Dette bliver ikke bedre, da han et par minutter efter fortæller os at han skal gemme hans bil for politiet og kører ind til et lille skovområde, beordrer os til ikke at gå ud af bilen og dytter en enkelt gang. I disse sekunder har jeg selvfølgelig allerede vurderet det enkelt dyt som et tegn til defolk der bare ventede på at komme og tømme os for værdier, som man så mange gange er blevet advaret mod. Enten har de ikke hørt tegnet, eller også var manden ganske reel eftersom vi ti minutter senere kører tilbage til det sted vi lige kørte fra. Her får vi tilladelse til at gå ud, og kommer i selskab med en flok afrikanere der er ligeså rådvilde som os. Et par af dem er ikke videre behjælpelige for mine nerver, da de adskillige gange råber "the bus i long gone" efterfulgt af hånlige grin. Er den det, så er jeg eddermandme på spanden med min backpack i en bus og mig selv på en vej hvor lygtepæle aldrig har været en tilstede. 

Pludselig bliver vi bedt om at gå frem via. vejkanten, mens vi ser store lastbiler suse forbi os. Vi går i 3 kilometer, og har på daværende tidspunkt erkendt "nederlaget" og en skandaløs start på vores rejseuge, men alt imens alt håb er ude bliver vi passet op af en anden bus der åbenbart har kontakt til vores bus, og 15 minutter efter fanger den vores bus - helt igennem en forløsning. Vi træder ind i bussen og bliver modtaget som helte af de indfødte, og som uansvarlige af vores fire medrejsende piger. Heltemodtagelsen er immervæk skuespil af første klasse, for efter opsangen fra vores piger fortæller de os hvordan diskussioner har hærget i bussen, da mange har ment at bussen bare skulle køre videre uden os, og hvordan pigerne i panik har forsøgt at dæmpe gemytterne og snakket chaufføren til fornuft. Alt i alt var det ikke en særlig sjov oplevelse, men heldigvis sad vi i bussen igen og det er det vigtigste. Man lærer af sine (naive) fejl.


Få timer efter den ubehagelige oplevelse steg vi sent om natten ud af bussen, fandt vores bagage og fik fat i en taxa der kørte os til et hotel hvor vi sov i små 3 timer. Efter den korte nattesøvn brainstormede vi dagens plan, og det var der at en af pigerne smed ideen om at leje en bil op. Vi fandt lynhurtigt et udlejningsfirma, og til vores store fornøjelse havde de en stor ”minivan” med plads til 14 mennesker, og til trods for at vi kun var seks mennesker, så skrev vi lynhurtigt under på kontrakten, og ejede derfor bilen de næste 3 dage.
Hurtigt fik vi smidt vores backpacks ind i bilen, og efter et kort stop i et supermarked til indkøb af snack, var næste destination chimpanse ”børnehjemmet”, som vi glædede os meget til. Efter 4 timer på de noget bumlede afrikanske veje, var vi fremme – og fik i første omgang tildelt et telt vi kunne sove i, og derefter tilmeldt os til den ”bushwalk” som vi skal til dagen efter klokken 8 om morgenen. En bushwalk er en ”donation” på 100 dollars (for selve projektet), og for de penge får man lov at deltage i en to timers gåtur i skoven med 5 små chimpanser.

Efter en hård og kold nat stod vi klar, og fik i første omgang instrukser til hvordan vi skulle agere, og samtidig fik vi blå dragter på – proppet med slik og nødder til de små chimpanser. Få minutter efter stod vi som statuer, da 5 små chimpanser blev ”lukket” ud, og hoppede og klatrede på os for at få slik. Efter at de havde ”undersøgt” os, fik vi lov at gå med dem, give dem svingture, og i det hele taget bare lege med dem. Alle danskere støder igennem livet flere gange på Darwins teori om at vi stammer fra aberne, og som udgangspunkt er det svært for mange at relatere til, da det trods alt er et dyr, men når man pludselig nærstudere alt fra negle, hænder, motorik og til ansigtsudtryk finder man ud af at det jo rent fysisk næsten kun er den bøjede gågang der skiller os.

I det hele taget var gåturen en vanvittig god og fascinerende oplevelse, og det var da også næsten vermodigt at vinke farvel til en abe som man de sidste 2 timer havde båret rundt på, og givet et dusin af svingture. Efter turen fik vi en snak med forstanderen af stedet, en engelsk kvinde i 80’erne der for 50 år siden havde oprettet farmen, og som siden blot har bibeholdt de gode tanker og i 2000 blev hyldet med en tur hos dronningen af England. For ligesom at give et indblik i de gode ting hun gør, så tager hun chimpanser fra næromlæggende afrikanske lande, hvor chimpanserne er truet af de lokale (i Congo er det prestige at skyde dem) og socialiserer dem med andre chimpanser i gode omgivelser. Der er ingen profit i det, og de 100 dollars som vi betalte hver, går udelukkende til foder, arbejdsløn og lignende. Et flot og nævneværdigt projekt at være tilskuer til.











Efter vores gode snak med den lave Sheila, satte vi os ind i bilen igen – og kørte mod Zambias hovedstad Lusaka. Det var blot et lille stop før vi skulle videre ned til endedestinationen Livingstone, men der var en lille Champions League finale den pågældende dag, som nogle af af måtte se – så vi kunne time det med at se den, og derefter køre hele natten, og være i Livingstone ved daggry.

På trods af uortidokse politibetjente, ramte vi med kort forsinkelse et storcenter i Lusaka, og satte os til at få en stor bøf – mens Emil og Jeg løb over til et nærlæggende casino for at se kampen, alt imens de andre ventede på maden. Det timede sig desværre således, at kampen endte i ekstratid – så jeg måtte skynde mig tilbage og konsumere en stor bøf på rekordtid, før jeg i halvløb drog tilbage til casinoet. Kampen blev set færdigt, og grundet at vores chauffør (Lone - den eneste på turen der havde kørekort) skulle have ekstra søvn, så tog vi ud og drak nogle øl, og vendte halvfulde tilbage til bilen kl. 4, hvor Lone satte sig til at køre mod Livingstone. Fantastisk!



Efter en nat hvor den dybe søvn blev eksemplificeret til den store guld medalje, var vi søndag morgen klokken 9.00 ved Jollyboy Backpackers – en lodge som vi havde booket værelse på, og som kunne arrangere forskellige ture rundt omkring i Livingstone. Efter at have indlogeret os, og fået sat vores ting skulle vi finde en tur til dagen efter, og efter gennemlæsning af aktivitetsbogen, besluttede vi os for at besøge et lokalt projekt der ligesom chimpanse børnehjemmet, henter truede løver og som socialisere dem i forskellige faser, før man sender dem ud i specielle fredede skove. En af faserne er at man vænner dem til naturen med en gå tur hver dag på savannen, og ved en donation kan man så gå med på denne tur, hvilket vi valgte.


Ligesom Chimpanseturen, var dette også virkelig en oplevelse – og vanvittig surrealistisk eftersom man som barn altid har set løven som “det farlige dyr” når ens forældre til stor nydelse for en, har lavet tur til ZOO. Lige præcis derfor var det en stor oplevelse at gå få meter fra en ganske stor love, og endda nusse den. Før vi drog ud på turen, fik vi en masse instrukser I hvad vi ikke matte gore – og heriblandt var der krav om ingen løb, ingen hurtige bevægelser og såfremt løven kiggede på en I mere end 2 sekunder skulle man råbe “NO!”. Altså var det ikke blot en turisttur for familien Danmark. Alt I alt igen en suveræn tur.


Om aftenen var det så tid til et såkaldt “Sunset Cruise” som er små 3 timer på en båd I den flotte Zambezi River, med dertilhørende mad og drikke ad libitum. Emil og Jeg havde hørt rygter om at der ville være mange unge, så vi havde trukket I festtøjet og havde allerede en øl I hånden da vi var ved at skulle hentes. Mad og drikke ad libitum var der, men unge mennesker skulle man kigge længe efter – for gennemsnitsalderen var vel oppe og ramme de 60-65 år. Det slog os dog ikke ud, og forventningerne skulle bare omlægges, så det blev til en aften med gode Gin & Tonic’s og en masse gode snakke. Jeg snakkede blandt andet med kaptajnen på båden, som var den mest reelle mand jeg har mødt hernede, og som virkelig havde et godt hjerte. Jeg snakkede med ham om lykke og hvad der gjorde ham glad, og her var det bestemt hans born der betød alverden. Jeg synes han havde et spændende job, og jeg husker selv hvor imponeret jeg var af min far, da han inviterede mig med på hans arbejde som lille – så da jeg fik svaret at hans born aldrig havde været på båden, blev jeg nødt til at donere den kære mand hvad der svare til hans månedsløn (200 kr.) så hans born kunne komme med på båden en enkelt aften. Jeg har sjældent set en så glad og lykkelig mand.





Vi drog hjem efter en tur som ikke gik som vi havde forventet, men alligevel  endte som en indholdsrig og god aften. Turen gik derefter hjemad mod sengen, for dagen efter skulle vi besøge Livingsstones største attraktion, nemlig Victoria Falls – et af verdens største vandfald, og tilmed indehaver af en af verdens højeste bungee jumps. Vækkeuret ringede og jeg stod foran en dag, hvor jeg ville overskride nogle grænser som jeg aldrig havde forventet at skulle nærme mig. Bungee Jumpet ved Victoria Falls er ud fra en bro, og du når at være I frit fald I 111 meter, hvilket svarer til ca. 4 sekunder. Derudover er stedet kendt for at uheldigvis være “vært” for en ulykke I December 2011, hvor en australsk kvinde i sit spring var så uheldig at snoren knækkede så hun blev kastet ned blandt krokodiller og flodheste, men heldigvis overlevede springet.



Vi startede med en rundtur ved Victoria Falls, hvor nerverne I den grad sad uden på tøjet og hvor det var lidt svært at nyde, hvad der ellers er et naturvidunder af de store. Tiden røg afsted, og pludselig stod jeg med seler og hele baduljen på. Jeg startede med et sving fra en kløft og over til broen, som egentligt blot var en flot oplevelse. Derefter var tiden kommet, og efter få instrukser stod jeg pludseligt ude på kanten og kunne kigge ca. 130 meter ned I en stor sø. På dette tidspunkt tænker man ikke, man hopper bare. “1,2,3,4,5 BUNGEE” lød det, og jeg forsøgte at sætte så meget fra jeg nu engang kunne. Jeg fik smidt mig flot ud, og røg nu ellers som en meteor direkte ned mod vandet. Heldigvis kunne jeg pludselig mærke hvordan rebet hev fast, og jeg blev skudt 60 meter op igen, og sådan fortsatte det et par gange. Jeg har oplevet mange ting igennem mit liv, men dette går uden tvivl hen og tager førstepladsen I det mest vilde og fantastiske jeg har gjort. Det kan ikke rigtigt beskrives, og du går rundt med et adreanalinkick resten af dagen, som man aldrig har oplevet. Efter hoppet sprang jeg et “tandem-swing” med Emil, hvor man hænger sammen og blot tager et skridt udover kanten, og derefter bliver svunget gennem luften – hvilket er en ligeså vild oplevelse som Bungee Jump, og endnu flottere. Med blodsprængte øjne og en euforisk følelse I kroppen straffede vi et par burgere med god samvittighed, og blev enige om at det var noget af det bedste vi nogensinde har gjort.


Efter denne tur var pengepungen sluppet op, og den sidste dag brugte vi på at besøge et museum, et lokalt marked og spille en masse bordtennis på vores lodge. Om fredagen (2 dage efter) skulle vi med toget hjem (forhåbentligt hele vejen denne gang) mod Zanzibar igen. Efter et par lange rejsedage satte vi os ind I toget fredag kl. 14 med forventet ankomst søndag kl. 12. Vi er åbenbart ikke født under en lykkestjerne, I hvert fald ikke I følge det tanzanianske jernbaneforbund, for den tur der skulle have taget 46 timer, endte ud med at tage 94. 94 timer sad vi I et tog, og jeg må indrømme at jeg virkelig håber jeg ikke er den der går forrest I brokkeriet, når DSB er 10 minutter forsinket. Hjem kom vi I hvert fald, og det var rart at se alle på skolen – selvom vi lige havde haft den bedste tur man kunne ønske sig. En tur hvor jeg oplevede ting jeg aldrig kommer til at opleve igen.


I skrivende stund sidder jeg nu og færdiggører denne blog, små 6 timer før vi forlader højskolen, og det er egentligt tid til at gore status over mit ophold. Det er svært at beskrive med ord hvordan det har været, men jeg tror jeg vil bruge ordet “magisk”. Jeg har haft de bedste 4 måneder I mit liv, og jeg er ikke et sekund I tvivl om at det var det rigtige at gore! Jeg kommer til at savne menneskerne, vejret, omgivelserne, VOLLEY og I det hele taget den afrikanske livsstil, hvor man sætter mere pris på det rigtige ting I min optik. Alligevel er jeg også klar over at det er et kapitel I mit liv det er overstået, og at jeg glæder mig til at se alle de mennesker jeg holder af derhjemme, og til at skulle studere til sommer og hvad denne sommer ellers indeholder.


Hakuna Matata, for sidste gang. Tak for alt Afrika!